Om Os
Bygningen af Glenholm startede på en bar mark i 1988. I løbet af et par år var de fleste af bygningerne opført og der var anlagt et system af læbælter. I 1993 plantede vi de første vinstokke der var hjembragt fra England. Det var ca. 20 vinplanter, fordelt på 4 forskellige sorter. Nu skulle det prøves, og udgangspunktet var blot nysgerrighed og en livslang interesse for vinplanter og vin. Fra 1994 til 1997 plantes og afprøves mere end 15 forskellige vinsorter, som danner grundlaget for den løbende tilplantning af nye arealer.
I 2006 bliver Glenholm vingård registreret som den første erhvervsvingård i Nordjylland.
Uden at det dengang var planlagt, blev det grundlaget for en uafbrudt udvikling af vores vingård, der i dag har et tilplantet areal på 2,5 hektar, fordelt på 4 forskellige sorter og en produktion på op til 7000 flasker årligt.
Familie
Glenholm Vingård drives i dag af hele familien 1. og 2. generation, og 3. generation er under oplæring.
Forretningen
Glenholm Vingård er en forretning som bygger på fællesskabets styrke og en familie der samarbejder.
Forretningsgrundlaget er at skabe produkter og oplevelser som kan glæde og inspirere.
Udgangspunktet er Glenholms skønne beliggenhed højt over fjorden, hvor undergrunden er skabt til vindyrkning og omgivelserne perfekte til afslapning, hygge og masser af fest og aktivitet.
Fællesskabet
At være fælles om, og især at dele mulighederne, er en del af Glenholms DNA. Målrettede tiltag har gennem en lang årrække skabt et godt netværk og ført til den ekspansion og konsolidering vi i dag nyder godt af.
Det begyndte med et unikt ”medavler” koncept, hvor vi kunne dele den nyopdagede mulighed for at dyrke vin på friland med mange som gerne ville i gang med vindyrkning. Senere kom vores fælles vinificering, hvor vi kunne deles med andre om kostbart produktionsudstyr osv. og til sidst anpartskonceptet, hvor vi i princippet deler det hele med en bred ejerkreds gennem de fordele medejerne får.
Vores fokus
Vi er først og fremmest vinproducenter og går meget op i, at Glenholm vine er noget specielt – mere end bare vin, og vi betragter faktisk vinproduktion som kunsthåndværk. Vores øvrige produkter som også laves af druer, er med til at give vores sortiment bredde. Disse specialprodukter skal ligeledes glæde, begejstre og overraske.
Omgivelserne på Glenholm er vigtige i forhold til de mange arrangementer der holdes hos os og vi bestræber os på at forstærke oplevelserne ved at skabe en afslappet atmosfære i de rustikke og smukke rammer.
Ejerkredsen er vigtige ambassadører for os og det ligger os meget på sinde, at de føler sig fornøjet med deres ejerskab. Når de en gang imellem er på Glenholm, er det vigtigt for os, at de føler sig hjemme.